Den neuropædagogiske tilgang og praksis

Den neuropædagogiske tilgang

Neuropædagogik er pædagogiske overvejelser og fremgangsmåder på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelse med dysfunktioner og skader.

Neuropædagogik kan ses som en forståelsesramme, der kobler blandt andet neuropsykologisk og socialpædagogisk viden med sigte på at støtte det enkelte menneske i at kompensere for begrænsninger samt udnytte og udvikle ressourcer.
Denne forståelsesramme nuancerer især vores forståelse og nysgerrighed i forhold til de tilstande og intentioner, som kan ligge bag en adfærd, og som borgere ofte er begrænset i at udtrykke på anden vis.

Neuropædagogik kan altså defineres som: Individuelle pædagogiske tiltag fortaget på baggrund af en generel viden om hjernen og hjerneskader, en specifik viden om den givne hjerneskade og en specifik viden om den hjerneskadede.

Vores neuropædagogiske praksis

Vi planlægger vores praktiske pædagogiske arbejde på baggrund af vores viden om borgerens ressourcer og problematik. Vi er bevidste om, at krav og forventninger til borgerne skal tilpasses heraf.

Vi forsøger at lave individuelle rammer, strukturer og samspil, der tilgodeser den enkeltes behov.

Dysfunktionen i hjernen kan ikke stå alene i forhold til at forklare, hvilken betydning handicappet har for personen. Betydningen af handicappet bliver først tydelig i mødet med omgivelserne.

Udgangspunktet er, at det ikke er borgeren, der ejer problemet, men omgivelserne. Derfor er det vores ansvar at sikre, at omgivelserne er indstillet på borgerens behov og forudsætninger.

Vi støtter den enkelte borger i at udnytte sine ressourcer ved at tilrettelægge et miljø, der positivt stimulerer borgeren, hvor vi selv og den relation, vi har med borgeren, også er en del af miljøet.

Med denne praksis understøtter vi den enkeltes livskvalitet og trivsel.
Står vi overfor sværere problematikker har vi mulighed for at samarbejde med eksperter, hvor vi til sammen analyserer faktuelle informationer gennem vores daglige praksis, sammenholder vores viden med neurologisk/neuropsykologisk videnskab, og ikke mindst borgerens livshistorie. Samlet danner disse baggrund for at opstille hypoteser om funktionsniveauer, udfordringer og udviklingstrin.